EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S - Foreløbige hovedtal for året 2024 og 4. kvartal
- Resultatet for 2024 forventes at blive DKK 62 mio.
- Forventet resultat før skat i 4. kvartal, DKK 14,3 mio.
- Forventet EBVAT, DKK 3,4 mio. i 4. kvartal 2024
- Ejendomsværdierne forventes at blive opskrevet i 4. kvartal med DKK 10,9 mio.
Det samlede resultat før skat for 2024 forventes at blive DKK 62 mio. EBVAT estimeres til DKK 12 mio., hvilket betyder, at ejendomsværdistigninger for 2024 forventes at udgøre DKK 50 mio. Flere poster kan påvirkes i den endelige opgørelse, herunder valutakursopgørelser, skat mv. Udmeldingen om resultatet før kurs- og værdireguleringer samt skat stemmer overens med det, selskabet tidligere har meldt ud.
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S solgte en ejendom til en privat ejendomsudvikler i slutningen af året til en pris, der lå 20% over den uafhængige valuarvurdering. Handlen blev gennemført i et vanskeligt marked præget af høje renter og blev endelig effektueret 1. januar i år. Handlen har sammen med selskabets indsats for at sikre attraktive niveauer for erhvervslejekontrakter og lejestigninger i boliglejemål bidraget til værdistigningerne. De forventede værdistigninger på samlet DKK 50 mio. er således opnået uden, at afkastkravet er blevet sænket. Provenuet fra salget af ejendommen er delvist brugt til indfrielse af gæld.
Udlejningsmarkedet i Berlin er fortsat yderst attraktivt med lave tomgangsprocenter og en stadig stigende efterspørgsel. Selskabet vil fortsætte med at optimere ejendomsporteføljen og udnytte de gode betingelser, som den store efterspørgsel giver efter især boliglejemål i Berlin.
Årsrapporten med de endelige tal offentliggøres den 27. marts 2025.
Med venlig hilsen
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S
Kontakt vedr. ovenstående kan rettes til:
Kommunikationschef i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Ulla Sørensen 76 25 01 54, us@egnsinvest.dk
Bestyrelsesformand i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Knud Lomborg – 20 98 50 60
Direktør i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Maibritt Lindstrøm – 76 25 01 46
Certified Adviser er: HC Andersen Capital
Om EgnsINVEST Ejendomme, Tyskland A/S
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S ejer, driver og udvikler en ejendomsportefølje i Berlin, hvor forretningsgrundlaget skabes gennem optimering af driften og udvikling af disse ejendomme. Ejendommene er primært beliggende i byens attraktive boligområder, herunder Charlottenburg, Friedrichshain, Prenzlauer Berg og Mitte. Yderligere oplysninger fås på hjemmesiden: ejdtyskland.dk