EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S | Selskabsmeddelelse om iværksættelse af tilbagekøbsprogram
Intern viden
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S iværksætter tilbagekøb af egne aktier. Tilbagekøbsprogrammet udføres uden for Safe Harbourreglerne, men disse følges i vid udstrækning.
Bestyrelsen for EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S har d.d. besluttet at iværksætte et tilbagekøb på op til 40.500 stk. egne aktier svarende til ca. 1,7 % af selskabets aktiekapital dog for maksimalt DKK 6 mio. Det maksimale antal aktier der kan købes pr. dag er 500 stk. og maksimalt for DKK 2 mio. pr. måned.
Baggrund
Det primære formål med tilbagekøbet er at kunne betale med egne aktier ved erhvervelse af ejendomme til selskabets eksisterende portefølje og sekundært at have muligheden for at kunne nedsætte selskabets aktiekapital med de erhvervede egne aktier, såfremt en beslutning herom måtte blive truffet af selskabets generalforsamling.
Bestyrelsens bemyndigelse
I henhold til Selskabslovens kapitel 12 har bestyrelsen på selskabets ordinære generalforsamling den 30. maj 2024 modtaget bemyndigelse til at erhverve egne aktier. Bemyndigelsen har følgende ordlyd:
”Bemyndigelse til bestyrelsen til at lade selskabet tilbagekøbe egne aktier for op til i alt 10 % af aktiekapitalen frem til næste ordinære generalforsamling. Tilbagekøbet skal ske til en kurs, der svarer til den på tilbagekøbstidspunktet noterede aktiekurs med en afvigelse på op til 10 %.”
Med iværksættelsen af tilbagekøbet vil bestyrelsen udnytte en del af sin bemyndigelse til at erhverve egne aktier.
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S besidder d.d. 0 stk. egne aktier svarende til 0 % af selskabets aktiekapital.
Rammer for tilbagekøbet
For at sikre en afvikling af handlerne på armslængdevilkår har bestyrelsen indgået en aftale med Nykredit Bank A/S om at forestå tilbagekøbet. I medfør heraf vil Nykredit Bank A/S uafhængigt af og uden indflydelse fra selskabet træffe sine handelsbeslutninger og eksekvere aktieopkøb inden for de offentliggjorte rammer.
For at sikre en så korrekt prisfastsættelse som muligt, er tilbagekøbskursen fastsat til markedskursen, der beregnes som den højeste af følgende to kurser: kursen på den sidste uafhængige handel og det højeste foreliggende uafhængige købers tilbud på First North.
Tilbagekøbet vil blive gennemført af Nykredit Bank A/S med opstart den 24. januar 2025 og vil løbe frem til den 21. maj 2025 eller til antallet af ønskede aktier er opkøbt skulle det ske før. Selskabet kan til enhver tid suspendere eller stoppe aktietilbagekøbet. Dette vil i givet fald blive meddelt i en selskabsmeddelelse.
Med venlig hilsen
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S
Kontakt vedr. ovenstående kan rettes til:
Kommunikationschef i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Ulla Sørensen 76 25 01 54, us@egnsinvest.dk
Bestyrelsesformand i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Knud Lomborg – 20 98 50 60
Direktør i EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S, Maibritt Lindstrøm – 76 25 01 46
Certified Adviser er: HC Andersen Capital
Om EgnsINVEST Ejendomme, Tyskland A/S
EgnsINVEST Ejendomme Tyskland A/S ejer, driver og udvikler en ejendomsportefølje i Berlin, hvor forretningsgrundlaget skabes gennem optimering af driften og udvikling af disse ejendomme. Ejendommene er primært beliggende i byens attraktive boligområder, herunder Charlottenburg, Friedrichshain, Prenzlauer Berg og Mitte. Yderligere oplysninger fås på hjemmesiden: ejdtyskland.dk