MT Højgaard Holding A/S: MT Højgaard Danmark skal opføre domicil for Grundfos
MT Højgaard Holdings forretningsenhed MT Højgaard Danmark har indgået aftale med Grundfos om at opføre et nyt domicil på 13.000 kvm. i Bjerringbro.
MT Højgaard Danmark indgik i 2023 en foreløbig kontrakt på opgaven, som bl.a. var betinget af ændringer af lokalplanen. Denne kontrakt er nu gjort endelig.
Det nye domicil på fem etager skal huse 660 medarbejdere, og bygningen bliver del af en samlet campus, som Grundfos planlægger at opføre i området. Ambitionen er, at det nye domicil skal have et så lavt klimaaftryk som muligt, og bygningen skal efter planen certificeres til DGNB Platin og samtidig opfylde kravene til LEED Platin. Bygningen er tegnet af arkitektvirksomheden AART, mens Niras er projekterende ingeniørrådgiver.
Byggeriet indledes i 1. kvartal 2025 og forventes afleveret i 2. kvartal 2027.
”Vi er glade for at være valgt til at opføre Grundfos’ nye domicil, hvor vores egenproduktion herunder Fundering, Råhus, Jord og Beton, vil spille en central rolle i opførelsen. Projektet har været længe undervejs, og vi er stolte over at kunne tilføje det til vores ordrebog. Vi ser frem til et tæt samarbejde med Grundfos om projektet,” siger Carsten Lund, adm. direktør i MT Højgaard Danmark.
Ordren ventes at levere et positivt bidrag til MT Højgaard Holdings forventninger til 2025, som offentliggøres i årsrapporten den 20. februar 2025.
Yderligere oplysninger:
Henvendelse til CEO Rasmus Untidt og CFO Dennis Nørgaard på telefon +45 31 21 68 72.
Vedhæftet fil