NORD.investments skifter navn til Norm Invest
Selskabsmeddelelse nr. 37 – Som led i et strategiskskifte ændrer NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S brandnavn til Norm Invest. Navneændringen og den nye strategi skal styrke investeringsplatformens position i markedet som et nemt og ærligt alternativ til banker, investeringsforeninger og andre konkurrerende investeringsløsninger
I dag skifter NORD.investments brandnavn til Norm Invest. Det nye navn er en del af et større strategiskifte, der skal fokusere investeringsplatformens værditilbud og brand over for de danske investeringskunder og differentiere Norm Invest i markedet. Norm Invest-brandet skal især appellere til kunder, der har behov for en nem og ærlig investeringsløsning med rådgivning til lave omkostninger.
Det nye brand er varemærkebeskyttet i EU og således forberedt til internationalisering. Aktionærerne og markedet gøres samtidig opmærksom på, at selskabet fortsat er det samme, og at handlen med aktien fortsætter uændret på Nasdaq First North Growth Market Denmark med følgende oplysninger:
Navn: | NORD.investments Fondsm.selsk |
Short name: | NORD |
ISIN: | DK0061540184 |
Visionen med Norm Invest er at gøre det nemmere og mere fordelagtigt at være privatinvestor, uanset om man er nybegynder eller erfaren. Det vil fremover afspejle sig både i kommunikationen, navnet og i den nye visuelle identitet.
"Vores løsning blev født som en modreaktion på de høje og uigennemskuelige omkostninger, som banker og investeringsforeninger pålægger investorer for rådgivning. Vi vil stadigvæk være et alternativ til det, men vi må også sande, at vi ikke i alle henseender har været dygtige nok til at fortælle, hvad der gør vores løsning unik," siger Anders Hartmann og fortsætter:
”Vi har derfor kigget os rigtig grundigt i spejlet for at finde ind til, hvordan vi adskiller os fra de eksisterende tilbud i markedet. I Norm Invest gør vi det simpelt at investere, og vi tager kunderne i hånden, så de ikke står med hele ansvaret selv. I stedet får de rådgivning og den risikoprofil, der passer dem. Og så tager vi ikke imod formidlingsprovision, så vores kunder kan stole på, at den rådgivning de får hos os, altid er til deres fordel. Investering bør være nemt, ærligt og billigt for alle – det mener vi bør være normen”, siger Anders Hartmann.
Med navneskiftet og den nye strategi vil Norm Invest skabe en klarere kontrast til bankerne og de mere konventionelle forvaltere, men også til gør-det-selv handelsplatforme, hvor kunderne selv står med ansvaret i form af valg af investeringsstrategi, udvælgelse af værdipapirer og vedligeholdelse.
Undersøgelser har vist, at kun 29% af danskerne investerer, og at det ofte sker uden en forsvarlig spredning i deres porteføljer, hvilket betyder, at danskerne går glip af mellem 6 og 8 mia. kr. om året. Det ser Norm Invest som et klart tegn på, at der er grundlæggende udfordringer ved måden, vi investerer på i dag, og den kultur vil Norm Invest gerne ændre.
Norm Invest har en forventning om, at det nye brandnavn og den nye identitet positivt vil påvirke de forretningsmæssige resultater i form af forbedrede konverteringsgrader og lavere kunde-akkvisitionsomkostninger.
Med henvisning til selskabsmeddelelse nr. 36 af 29. november 2023 skal Norm Invest desuden henlede opmærksomheden på, at Norm Invest har søgt om og fået Nasdaqs godkendelse til, at selskabets aktie slettes fra handel. Således er sidste dag, hvor Norm Invests aktie kan handles på Nasdaq First North Growth Market Denmark onsdag den 7. februar 2024.
Aktionærer opfordres til at tilmelde sig selskabets investornyheder samt registrere deres kontaktoplysninger på Norm Invests investorportal. Både investornyheder og investorportalen kan tilgås via hjemmesiden https://www.norminvest.com/investor-relations
Kontakter
- Anders Hartmann, CEO, NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S, +45 29439588, anders@nord.investments
- Kapital Partner A/S, Certified Adviser, +45 89887846, info@kapitalpartner.dk
Om NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S
NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S er et fintech-selskab, der tilbyder en skalerbar digital platform med en automatisk langsigtet investeringsløsning til dem, der ikke har lyst til at investere selv, og som har behov for en simpel og ærlig løsning, hvor de kan få rådgivning til lave omkostninger.