Q-Interline vinder millionordre til verdens største kakaoproducent med hovedkontor i Schweiz og produktion i mere end 50 lande i verden.
Det er Q-Interlines første ordre til måling af kakao, og dermed bevæger
Q-Interline sig ind i et nyt fødevaresegment indenfor konfekture. Ordren ændrer ikke ved udmeldte guidance for 2024.
Q-Interline har hidtil leveret analysesystemer til kvalitetskontrol på laboratorier hos prominente firmaer inden for produktion af konfekture, hvor kunderne måler på chokolade, mælkepulver, olier, nødder, marcipan og forskellige andre ingredienser. Med denne millionordre på to InSight Pro in-line procesmålesystemer til måling af kakaonips er det første gang, Q-Interline skal levere in-line analysesystemer til produktion af den vigtigste råvare i en chokoladeproduktion.
Kakaobønner får først fjernet selve skallen, inden de bliver knust til kakaonips og senere bliver forarbejdet til kakaomasse og kakaosmør. Kakaobønner varierer meget i kvalitet, farve og smag afhængig af, hvor i verden de produceres, og hvordan vækstbetingelserne har været i løbet af modningsperioden. Som forbruger ønsker vi dog altid, at slutproduktet har samme smag og farve. Dette stiller store krav til producenterne af kakaomassen, der bruger mange ressourcer på at blande forskellige partier af kakaomasse sammen til den helt rigtige farve og smag.
Ved at måle på kakaonips inden de videreforarbejdes, kan producenterne tidligt i processen opnå vigtig viden om, hvordan kakaomassen skal forarbejdes, så de kan styre processen mere optimalt med hensyn til farve og smag.
Ordren er kommet i hus i tæt samarbejde med et internationalt projektteam fra kundens og
Q-Interlines side, og Q-Interline bliver valgt som leverandør, fordi både hardwaren og kompetencerne i projektteamet indfrier kundens ønsker og forventninger på kort og lang sigt.
”Vi har arbejdet tæt sammen på tværs af grænser, og vores salgsteam fra Tyskland og Frankrig har været dybt involveret i projektet sammen med vores globale og franske applikationsspecialister og vores udviklingsafdeling, som bl.a. har udført forstudier i vores eget laboratorium”, beretter CEO Martin Roithner Henriksen.
Q-Interlines robuste og vedligeholdelsesfrie InSight Pro in-line system er skabt til at blive monteret direkte i produktionsområdet, fordi målesystemet er indbygget i et beskyttende kabinet, der kan modstå både støv, vand, høj omgivelsestemperatur og vibrationer.
”Dette er en særdeles spændende ordre, idet kunden har produktion i mere end 50 lande verden over, og de har et stort behov for at måle direkte i produktionen mange steder på hver produktions-site. Kunden ønsker at standardisere in-line måling på alle deres fabrikker i verden, og de har behov for at måle et antal steder igennem hele produktionsprocessen på hver fabrik. Vores InSight Pro in-line analysesystem kan tilsluttes flere målepunkter med ét analysesystem, hvilket gør Q-Interlines løsning attraktiv og meget velegnet til denne kundes behov”, udtaler CEO Martin Roithner Henriksen, og fortsætter, ”Kunden har ønske om et vedligeholdelsesfrit analysesystem, der kan fjernovervåges fra centralt hold, idet deres fabrikker ligger spredt over hele verden. Netop det får de med vores InSight Pro system”.
Yderligere oplysninger:
Q-Interline A/S:
Stengårdsvej 7
DK – 4340 Tølløse
CVR-nummer: 19614409
Hjemmeside www.q-interline.com
Kontakter:
Martin Roithner Henriksen
CEO / adm. Direktør
Tlf.: (+45) 53 80 06 09
E-mail: mrh@q-interline.com
Steen Bjerregaard Christiansen
CFO / Økonomidirektør
Tlf.: (+45) 31 24 54 18
E-mail: sbc@q-interline.com
Certified Adviser
Norden CEF A/S
John Norden
Tlf.: (+45) 20 72 02 00
jn@nordencef.dk
Kommunikation
Gullev & Co. ApS
Boris Gullev
Tlf.: (+45) 31 39 79 99
E-mail: borisgullev@gmail.com
www.gullev.co
Om Q-Interline A/S
Q-Interline er en ingeniørvirksomhed, som udvikler højteknologiske analyseløsninger til optimering af proces- og produktkvalitet, baseret på infrarød spektroskopi og korrekt prøveudtagning.
Q-Interline udvikler dels egne front-end software løsninger og dels software til automatisk cloud-overvågning af både analyseinstrumenter og matematiske kalibreringsmodeller.
Selskabet er blandt de førende leverandører af analyseudstyr til mejerisektoren i Skandinavien, og Q-Interline har leveret analysesystemer til kunder i 43 lande verden over inden for fødevare- og mejeriindustrien, landbrug, farmaceutisk og kemisk industri.
Selskabet har gennem mere end 27 år akkumuleret branchekendskab og udviklet nye innovative patenterede løsninger til fødevareanalyse, og står i dag med en konkurrencedygtig produktportefølje baseret på førende teknologi.
Q-Interline bidrager på den måde til bæredygtig anvendelse af klodens råvarer, der bruges til fødevareproduktion, og sikrer samtidigt, at kvaliteten af de producerede fødevarer fremmer menneskers og dyrs helbred og velbefindende.