Scandinavian Medical Solutions Group løfter omsætningen med knap 20 procent og sigter mod at fortsætte en lønsom vækst
SELSKABSMEDDELELSE NR. 47 – 2024 | 20-11-2024
I dag kan Scandinavian Medical Solutions A/S (’Selskabet’ eller ’SMS’) løfte sløret for de finansielle resultater for regnskabsåret 2023/24. Koncernen har i det nu afsluttede regnskabsår løftet omsætning med 18,6 pct. til DKK 226,6 millioner og lander desuden et overskud (EBITDA) på DKK 21.0 mio. Derved rammer Selskabet sin guidance for året.
I det nu afsluttede regnskabsår tegnede Trading (systemsalg) sig for 76,6 pct. af den samlede omsætning, mens de andre forretningsben tilsammen tegnede sig for de resterende 23,4 pct. Udviklingen af Aftersales & Parts samt Rental Solutions har imidlertid været to vigtige fokusområder, og disse to forretningsområder har opbygget et solidt fundament, og er nu klar til at understøtte den fremtidige vækst i Scandinavian Medical Solutions i endnu større grad end tidligere år.
”2023/24 har været et særdeles spændende år, hvor vi på tværs af organisationens afdelinger har haft arbejdshandskerne på. Vi har leveret et flot andet halvår, hvor blandt andet vores EBITDA margin var markant forbedret i forhold til første halvår. Det skyldes blandt andet, at flere af de tungere engangsinvesteringer begyndte at skabe mærkbar værdi i organisationen. Derudover var der I andet halvår også et par stærke salgsaftaler med gode marginer, der også har bidraget positivt.”, fortæller Jens Hvid Paulsen, Administrerende direktør i Scandinavian Medical Solutions Group.
Hoved-nøgletal
tDKK | 2023/24 | 2022/23 | 2021/22 | 2020/21 | 2019/20 |
Nettoomsætning |
226,682 |
191,192 |
110,530 |
71,638 |
41,949 |
Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) |
21,013 |
21,082 |
15,350 |
10,898 |
5,989 |
Passende lagerniveau og vedvarende lønsom vækst
I første halvdel af regnskabsåret 2023/24 var Scandinavian Medical Solutions’ EBITDA-margin på 7,9 %, mens den i anden halvdel steg til 10,5 %. Denne stigning i EBITDA-marginen demonstrerer forbedret rentabilitet og effektivitet gennem det andet halvår. Procesoptimering og effekt af engangsudgifter, blandt andre faktorer, har skabt værdi for organisationen, og vores salgsteam opnåede flere stærke salg med gode marginer i anden halvdel.
De seneste år har vi løbende udvidet vores lagerkapacitet, hvilket har påvirket vores cash flow. Selvom denne tilgang har været meget fornuftig i en periode, har vi nu nået et komfortabelt niveau for vores lager og størrelse, så vi kan understøtte vores Trading- og Parts-afdelinger samt det amerikanske datterselskabs’ videre vækst.
Samtidig er Selskabets udlejningsforretning i vækst; i det forgangne regnskabsår er flåden således blevet udvidet og alle aktiver i flåden var under kontrakt ved regnskabsårets slutning, hvilket afspejler en stærk efterspørgsel. Udlejningsforretningen drives på en sådan måde, at investeringen i nye aktiver ikke belaster Selskabets øvrige forretningsområders cash flow. Investeringer i udlejningsaktiver finansieres således udelukkende gennem ekstern finansiering, der er direkte bundet til aktivernes værdi.
Forventninger til 2024/25
For regnskabsåret 2024/25 forventer Koncernens direktion og bestyrelse, at SMS kan udbygge omsætningen til DKK 240 mio. – 270 mio., mens EBITDA forventes at lande mellem DKK 24 mio. – 29 mio.
Direktionen og bestyrelsen vurderer, at den udmeldte guidance for hele koncernen er realistisk og understøttet af flere forskellige faktorer, herunder arbejdet med en mere effektiv håndtering af arbejdskapital og stabilisering af pengestrømme med henblik på at skabe langsigtet værdi for vores investorer, kunder og øvrige interessenter. Ydermere er guidance baseret på, at der fremadrettet forventes en væsentlig forøgelse af Rental Solutions og Parts & Aftersales bidrag til SMS’ indtjening, herunder etableringen af Scandinavian Medical Solutions Inc.
Supplerende Information
For spørgsmål vedrørende denne selskabsmeddelelse kan Selskabets CEO, Jens Hvid Paulsen, kontaktes på investor@scandinavian-medical.com.
Selskabets Certified Adviser er Norden CEF A/S.
Scandinavian Medical Solutions A/S
Gasværksvej 48,1., DK – 9000 Aalborg
CVR-nummer: 39901749
Hjemmeside: www.scandinavian-medical.com
Selskabsmeddelelser, investornyheder, finansielle rapporter mv. kan findes på https://www.scandinavian-medical.com/pages/investors
Om Selskabet
Scandinavian Medical Solutions blev stiftet tilbage i 2018 med en mission om at facilitere bedre adgang til omkostningseffektivt og højkvalitets billeddiagnostisk udstyr globalt gennem specialiseret indkøb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr af høj kvalitet.
MRI, CT og PET/CT-scannere er blandt det dyreste og mest komplekse udstyr, der findes på et hospital, og de tonstunge følsomme maskiner kan kun transporteres, samles og vedligeholdes af specialiserede fagfolk med erfaring og tekniske færdigheder. Derfor tilbyder Scandinavian Medical Solutions en komplet business til business løsning, som garanterer maskinens kvalitet og funktionalitet.
Scandinavian Medical Solutions tilbyder hospitaler og klinikker verden over et tilgængeligt, pålideligt og bæredygtigt økosystem for handel med scanningsudstyr og skaber dermed grundlag for en cirkulær økonomi, hvor eksisterende materiel får nyt liv.