Årsrapport 2023/24
Selskabsmeddelelse nr. 12 - 2024 Årsrapport 2023/24
Resumé
Positivt resultat for 2023/24 i koncernens fortsættende aktiviteter. Igangværende salgsproces for Roblons amerikanske datterselskab.
I Roblons fortsættende aktiviteter blev der realiseret en omsætning på 245,4 mDKK og et resultat af primær drift (EBIT) før særlige poster på 29,3 mDKK svarende til en EBIT-margin på 11,9 %.
I selskabsmeddelelse nr. 7 dateret den 16. september 2024 orienterede ledelsen om igangsætningen af en frasalgsproces for Roblons amerikanske datterselskab. Årsagen til beslutningen var, at både efterspørgsels- og konkurrenceforholdene har ændret sig negativt i en grad, der har givet anledning til, at ledelsen valgte at igangsætte en frasalgsproces af datterselskabet.
Analyseinstituttet CRU (www.crugroup.com/), der også dækker FOC-industrien, forventede ved udgangen af 2023, at USA-markedet i 2024 ville vende tilbage til en normal markedssituation som i 2022. Dette blev imidlertid ikke tilfældet og skyldes blandt andet, at igangsætning af statsstimulerede projekter til udrulning af bredbånd i USA er sket i et langsommere tempo end forventet. Desuden er konkurrencevilkårene i et midlertidigt reduceret totalmarked blevet skærpet betydeligt blandt andet på grund af fjernøstlig konkurrence.
Efter offentliggørelsen af frasalgsprocessen for Roblons amerikanske datterselskab har Roblon modtaget et antal henvendelser fra potentielle købere. Ledelsen forventer, at den igangværende frasalgsproces vil være afsluttet inden udgangen af marts 2025. Det amerikanske datterselskab rapporteres derfor som ophørende aktiviteter i årsrapporten for 2023/24. Der er sket tilpasning af sammenligningstallene for 2022/23.
Roblons aktiviteter koncentreres i de kommende år om udviklingen af produkter og services til det primære marked, der omfatter EMEA-landene samt udvalgte oversøiske kunder og kundeemner. Roblons definerede primære marked er i vækst i kraft af igangværende og fremtidig udbygning af den internationale infrastruktur for digitalisering og energinet.
Bestyrelsen besluttede i løbet af regnskabsåret 2023/24 at reducere direktionen fra 3 til 2 medlemmer som led i styrkelse af strategieksekveringen. I den forbindelse fratrådte CEO Lars Østergaard sin stilling den 13. maj 2024. Kim Müller, der frem til den 13. maj 2024 var CTO, tiltrådte som CEO og Carsten Michno, der frem til den 13. maj 2024 var CFO, tiltrådte som Co-CEO/CFO.
Udvalgte hoved- og nøgletal for koncernens fortsættende aktiviteter
- Ordretilgangen blev 236,9 mDKK (202,7 mDKK).
- Omsætningen blev 245,4 mDKK (245,0 mDKK).
- Bruttoresultatet blev 149,3 mDKK (127,5 mDKK) svarende til en bruttomargin på 60,8 % (52,0 %).
- Resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) og før særlige poster blev 44,9 mDKK (27,3 mDKK).
- Resultat af primær drift (EBIT) før særlige poster blev 29,3 mDKK (10,0 mDKK) svarende til en EBIT-margin på 11,9 % (4,1 %).
- Resultat af fortsættende aktiviteter før skat blev 27,2 mDKK (24,6 mDKK).
- Forrentning af den investerede kapital (ROIC) før skat blev i regnskabsåret 16,1 % (5,2 %).
- Resultat pr. B-aktie efter skat blev 11,7 DKK (11,3 DKK).
- Produktudviklingsomkostninger andrager i 2023/24 7,6 mDKK (6,1 mDKK) svarende til 3,1 % (2,5 %) af den samlede omsætning.
Udvalgte hoved- og nøgletal for koncernens fortsættende og ophørende aktiviteter
- Årets resultat efter skat af fortsættende og ophørende aktiviteter blev -9,6 mDKK (-4,6 mDKK).
- Pengestrømmen fra periodens drift blev 56,2 mDKK (17,8 mDKK).
- Årets pengestrøm blev -11,8 mDKK (21,4 mDKK), hvilket hovedsageligt skyldes reduktion af driftskreditter med 55,0 mDKK.
- Koncernen har i 2023/24 arbejdet målrettet med at reducere arbejdskapitalen, hvilket lykkedes i perioden. Det har styrket likviditetsberedskabet, der ultimo oktober 2024 andrager 101,9 mDKK (66,2 mDKK).
- Soliditetsgraden er positivt påvirket af den reducerede balancesum og blev 71,4 % (57,0 %).
Roblons omsætning i regnskabsåret 2023/24 blev 245,4 mDKK (245,0 mDKK) og er på niveau med sidste år. I produktgruppen Composite blev omsætningen 185,4 mDKK (154,0 mDKK) og fremgangen på 31,4 mDKK skyldes, at der er realiseret fremgang i leverancer af styrkeelementer til undersøiske kabler, mens leverancer til olie og gas offshore industrien blev realiserede på niveau med sidste år. Omsætningen i produktgruppen FOC blev 60,0 mDKK (91,0 mDKK), og tilbagegangen på 31,0 mDKK skal ses på baggrund af, at de udfordrende markedsforhold indenfor FOC-industrien i EMEA fortsat har været gældende i 2024.
Resultat af primær drift (EBIT) før særlige poster blev 29,3 mDKK (10,0 mDKK) og fremgangen skyldes et gunstigt produktmix samt realiserede lønsomhedsforbedringer fra teknologi- og procesforbedringer. Resultatet for 2023/24 har været negativt påvirket af løn i opsigelsesperioden til den tidligere administrerende direktør i moderselskabet og General Manager i koncernens tjekkiske datterselskab på i alt 4,4 mDKK.
Resultat af primær drift (EBIT) efter særlige poster blev 29,3 mDKK (27,9 mDKK). Det realiserede resultat for 2022/23 var positivt påvirket af regnskabsmæssig fortjeneste på 17,9 mDKK ved salg af domicil ejendom i Frederikshavn.
Omsætningen i Roblons amerikanske datterselskab for 2023/24, der rapporteres under ophørende aktiviteter, blev 102,2 mDKK (110,0 mDKK). Tilbagegangen skyldes de nuværende markedsforhold i USA for den fiberoptiske kabelindustri samt at konkurrencevilkårene henover 2023/24 er blevet skærpet betydeligt blandt andet på grund af fjernøstlig konkurrence. Resultat før skat af ophørende aktiviteter blev -26,9 mDKK (-27,7 mDKK), og er på niveau med ledelsens forventninger.
Det realiserede EBITDA og EBIT for de fortsættende og ophørende aktiviteter for 2023/24 er på niveau med ledelsens forventninger.
Årets resultat af fortsættende og ophørende aktiviteter efter skat for 2023/24 blev -9,6 mDKK (-4,6 mDKK).
På baggrund af årets resultat i 2023/24 indstiller bestyrelsen til generalforsamlingen, at der ikke udbetales udbytte.
Forventninger til 2024/25
Roblon har i selskabsmeddelelse nr. 11, dateret den 18. november 2024, orienteret om ledelsens forventninger til omsætning og resultat for regnskabsåret 2024/25.
Det er ledelsens forventning, at de udfordrende markedsvilkår i FOC produktgruppen vil fortsætte i regnskabsåret 2024/25. Ledelsen forventer et fald i bruttomarginen i 2024/25 sammenlignet med 2023/24, som dels skyldes et forventet ændret produktmix og dels en forventet øget priskonkurrence.
Ledelsens forventninger for de fortsættende aktiviteter for regnskabsåret 2024/25 er herefter som følger:
- Omsætning på 210-240 mDKK (realiseret 2023/24: 245,4 mDKK).
- Resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) og før særlige poster på 30-40 mDKK (realiseret 2023/24: 44,9 mDKK).
- Resultat af primær drift (EBIT) før særlige poster på 16-26 mDKK (realiseret 2023/24: 29,3 mDKK).
- Særlige poster i forbindelse med omkostninger ved frasalg af datterselskab forventes at være i niveauet 2,5 – 4 mDKK.
Omsætning og resultat for selskabets amerikanske datterselskab, hvor der er igangsat en frasalgsproces, rapporteres som ophørende aktiviteter og er således ikke indeholdt i ovenstående forventninger til regnskabsåret 2024/25. Ledelsen har på nuværende tidspunkt, hvor selskabet er midt i en igangværende salgsproces, ikke grundlag for at opgøre de regnskabsmæssige konsekvenser ved et frasalg af det amerikanske datterselskab.
Årets forventninger er behæftet med en stor grad af usikkerhed, primært som følge af de fortsatte geopolitiske udfordringer samt markedsvilkårene i FOC produktgruppen, som fortsat forventes at være negativt påvirket af eftervirkningerne fra covid-19 pandemiperioden fra 2022.
Frederikshavn, den 19. december 2024
Roblon A/S
Jørgen Kjær Jacobsen Kim Müller
Bestyrelsesformand CEO
Henvendelse vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:
Co-CEO Carsten Michno, tlf. +45 9620 3300
Vedhæftede filer